Once upon a time in America {{forumTopicSubject}}

Once upon a time
13 priser og 6 nomineringer Kopi af `særomtale` flg.:


sandmandSPOILERS

Se eller gense Leones mesterværk i disse dage. Første halvdel blev vist i går på DR1. Slutningen følger næste søndag.

OUATIA er efter min opfattelse på et helt andet niveau end den realistiske Godfather-trilogi. Og bedre efter min opfattelse. Leone har både optaget og klippet med en helt fantastisk timing af scenerne.

Telefonen, der ringer gennem tre scener er filmens første eksempel på suspense. Hvornår helvede bliver den telefon taget? Vi ser en telefon, røret tages op, men ringelyden fortsætter. For det er Noodles' eget forræderiske opkald til politiet, der udgør ringetonen. En ringen han altid vil høre for sit indre.

Forvarslerne er eminent lavet. Max, der lader som om han er druknet under spritsmuglingen forvarsler hans store forsvindingsnummer, filmens klimaks. Og Noodles' bemærkning sidst i filmens første halvdel. om at næste gang beder Frankie nok Noodles om at slå Max ihjel forvarsler at Max beder Noodles om det til sidst.

Filmen er dejligt eksistentiel på en helt anden emotionel måde end Godfather. Hvad der interesserer Leone er ikke at vise en idealist og drømmer, der møder muren i en hård, realistisk verden som i Godfather, men at vise Noodles' selvbedrag og hans splittethed mellem kærligheden og bølletilværelsen.

Alting er selvreferentielt. "It's about time we got our clock back" siger drengene til politimanden.

Dørene er helt centrale for Leone i filmen. Dørene mellem forskellige verdner, forskellige tidsepoker, er hvad filmen består af, hvilket Allegro også problematiserede. Noodles vandrer rundt i sine erindringer gennem døre.

Noodles kommer til kort overfor Deborah. Hun kender hans lurvede sjæl og nægter at hjælpe ham da han har fået tæv. Hun insisterer på anstændigheden og den visionære vej ud af de små kår. Hun er hvad Jackie Brown aldrig blev. Visionær. Og Noodles er fortabt, men ikke helt fortabt. Han ved han står med valget i hånden, men har ikke styrken og visionerne til at løfte sig selv op til det han allerhelst vil have: Deborahs kærlighed. I andet afsnit kan vi så se, hvad han vælger at gøre i stedet.

Noodles er ikke engang hans navn. Der bliver serveret nudler for ham i Chinese Theatre i starten og tjeneren siger "noodles". I sin opiumståge tror han det er hans navn, men det er retten som tjeneren hentyder til. Bevidsthedsudvidelsen er total. Nudler som billedet på amøben, bløddyret. Identitetsfortabelsen.

Leone er hardcore, som Tarantino. Den ene fabelagtige scene efter den anden ruller forbi på skærmen. Flødeskumskagen eller pigen, sublimering, trøstespisning. Direktørfruen, der nyder voldtægten. Liget i rustvogen, nekrofilien. For ikke at tale om volden. Bare åbningsscenen, hvor gangsterne slukker det lys, som Eve kun med besvær kunne tænde. Gangsterne der som Gud bestemmer hvem der skal leve og dø.

Og så selvfølgelig Noodles' fantastiske tolkning af brevet, både hvad det siger og ikke siger mellem linjerne og hvor han forklarer Moe hvad meningen er med brevet, og at han skal forberede sig. Og da Moe spørger forberede sig på hvad, siger Noodles "That's the one thing it didn't say". Eminent.

Med UOATIA tager Leone det definitive spring over i filmhistorien. Fra stillistisk hårdkogthed i 60'erne til et filmværk bygget på samme læst, men tilsat følelser og selvbedrag - og en indsigt i Noodles' sjæl, som kun tilskueren og Leone ender med at have.
/Sandman
/bhl