Veninder :) {{forumTopicSubject}}

Jae, nu plejer emnerne herinde jo at være om kærlighed og kærestesorg osv..
Jeg har et lidt anderledes problem, som jeg egentlig søger lidt hjælp til..

Jeg har det problem, at jeg har enormt svært ved at finde veninder. Jeg har pissemange venner af hankøn, men når det kommer til veninder, så står jeg altså af.. Jeg har altid haft let ved at snakke med drenge og mænd, idet jeg godt kan lide den åbne form for kommunikation, som man har med dem. Samtidig elsker jeg også mine kammerater, idet jeg har mange fælles interesser med dem.. Jeg elsker biler, elsker at tage til supercross i Herning med kæresten og kammeraterne, elsker hård rockmusik, vilde koncerter, øl og sådanne ting.. Men samtidig elsker jeg, at der ikke ligger alle mulige skjulte hensigter bag samtaler, når man snakker med mænd.. Piger tolker altid på det man siger, og skal altid snakke om det bag ens ryg bagefter.. Jeg er generelt egentlig meget drenget, når det kommer til min adfærd, og når det kommer til mine interesser. Men samtidig har jeg jo også meget pigede interesser såsom heste og tøj, så der burde jo være nok at snakke om, ikke?

Måske bunder det hele i, at jeg ubevidst selv skubber piger væk, fordi jeg hader sniksnak, hader bagtalen og hader skjulte motiver...?? Jeg ved det ikke selv? hvad pokker er det, der går galt?
Jeg har altid opfattet det som om, at piger faktisk med det samme de ser mig, afskyer mig.. Det er som om, at de ikke kan lide mig pga. min udstråling eller sådan noget? Jeg er ret ligeglad med, hvad andre tænker om mig, så når jeg går ind i et rum, så udstråler jeg måske noget lidt andet, end de fleste andre piger? Eller?? Jeg ved ikke rigtigt, hvordan man lige vender den onde cirkel?

På nuværende tidspunkt går jeg på et kursus, hvor vi træner til at komme ind til politiet. Det er hammerfedt, og jeg snakker godt med de fleste fra klassen. Desværre har jeg IGENIGEN problemer med at snakke med de få andre piger, som er på kurset. Jeg vil vildt gerne lære dem bedre at kende, og forsøger så vidt muligt at spørge ind til deres liv og forsøger at invitere til samtale osv. Det ender bare altid med, at jeg føler mig udenfor, og så går jeg altså bare igen. Jeg gider ikke at voldkæmpe for at blive accepteret i deres gruppe, når jeg ved, at mændene accepterer mig.

Egentlig ved jeg ikke, om jeg overhovedet gider kæmpe for det, for jeg trives virkelig blandt de kammerater, som jeg allerede har, men altsåå.. Jeg kunne egentlig godt, når det kommer til stykket, tænke mig at arbejde med at blive bedre til det, fordi jeg jo er rigtig glad for de få veninder, som jeg rent faktisk allerede har.

Jeg har, som nævnt ovenfor, ganske få veninder på hjemmefronten, som jeg virkelig er glad for, men de har også udtalt, at de ved første øjekast virkelig ikke kunne lide mig, og at de først langtid efter de så mig første gang, faktisk oplevede, at jeg var rigtig sød og sjov at være sammen med.
Hvad er det, der går galt? Har I nogle idéer til, hvad jeg kan gøre for at virke mindre farlig, skør, sindssyg eller hvad pokker det så end er der ellers går galt??