{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
549 visninger | Oprettet:

Læs min stil.. ? {{forumTopicSubject}}

Fristil, en dyster opvækst ..
Hun sad der i sin egen hemmelige verden ved bøgetræet og ventede. Bøgetræet var hendes sted, ingen andres, ingen. Hun kunne søge ly og ro under det kæmpe og elegante træ, uanset vind og vejr, regn og trist, gråt vejr passede altid til hendes humør, hun ville ikke engang hente paraplyen. Sjældent sad hun der i solskin med fuglesang. Sekunderne blev til minutter, og minutterne blev til timer. Som altid håbede hun at øjeblikket ville vare evigt, at hun måtte være alene resten af livet, eller hvert fald ikke i nærheden af sin familie. Sin familie, det kunne hun ikke engang kalde dem, de var ikke familie, de var væsener. Den store mand, som var gift med den ældre tavse kvinde. Så var der også broderen, en helt normal fyr som hun egentlig ikke ville bebrejde noget. Hun vidste at alle andre så dem som en velskabt og lykkelig familie, som havde og ejede alt. Alle misundede dem for det sammenhold de så i deres familie, for deres venlighed og ikke mindst for deres hjælpsomhed. Alle så facaden, den perfekte, men ødelæggende facade.

Hun lå endnu en aften fredeligt under dynen og vidste det ville ske på det ene eller andet tidspunkt en gang, det var hun jo vant til. Angsten spredte sig i kroppen, først snurrende i maven og den nåede helt ud til fingerspidserne. Hun kunne intet gøre, hun turde intet gøre, hvad var overhovedet muligt at gøre? Intet, bare følge med og lade som om intet var hændt, det var nok det klogeste. Det gjorde hun, ikke bare en enkelt aften, eller to. Heller ikke et par uger eller måneder, nej. Hun holdt det hele hemmeligt, alt det der skete indenfor husets fire vægge og som var sket indenfor de seneste år. Endnu en aften måtte hun knuge dynen tæt ind til sig, klemme sine små livløse fingre i lagnet og holde den anden hånd for sin mund. Hun var træt og udmattet, orkede ikke at gøre modstand, selvom hun godt vidste at noget, bare et eller andet skulle gøres. Den eneste som havde mulighed for at ændre på alting, var hende selv, hun havde bare hverken viljestyrken, modet eller stoltheden til det.

Hun var alene i verden, havde ingen familie at støtte sig til, vennerne vendte hende ryggen og kæreste var der ingen af. Alle brugte hende som skraldespand hvor man kunne komme af med de værste og mest beskidte ord. Hun var altså alene om alt. Hun skulle håndtere de helt almindelig pigeproblemer, samtidig med at hun skulle holde sig cool i forskellige hårde situationer. Hun gik alene til og fra skole, de andre stod på fortovet og pegede fingre ad hende, gjorde nar ad hende og spyttede på hende. Hun var upopulær og havde ingen venner, hvorfor vidste ingen. Hun lukkede sig mere inde i sig selv, dag for dag, time for time. Ingen og intet ville hjælpe hende, hun kunne ikke klare sig selv. Inderst inde ønskede hun så forfærdeligt meget hjælp, bare lidt hjælp fra en eller anden, hjælpen kom aldrig. Hun kunne ikke holde verden ud mere. Hun ville gøre ende på det hele, slippe væk fra alt og alle, ikke mindst væmmelighederne om natten. Hun følte sig mindre og mindre værd for hver nat der gik, hun kunne ikke mere. Det var uudholdeligt, og smerten bed sig hårdere og hårdere fast. Hun ville flyve op til englene, sidde og synge i kor og bare være glad, befriet. Hun gjorde det. Skrev et brev, og prøvede.

Hun så på ham, kiggede dybt og fast i øjnene på ham manden som intet betød for hende, men alligevel fyldte hele hendes liv. Den mand som nat for nat gjorde hende mindre værd, og som tog al selvtilliden fra hende. Hun var parat med hånden omme bag ryggen, mens de rødglødende øjne blev blidere og blidere af tårer. Hun ville holde masken, intet måtte knække hende nu. Det var hendes ellers mandens liv. Hun kæmpede med alt, og vandt. Hun ramte manden, han blev hentet, og den ellers tavse ældre kvinde hjalp. Hjalp efter hun fandt ud af hvad der stod på, hun var selv knækket over væmmelsen, hun måtte hjælpe sin datter.

Hun spekulerede hver dag over hvorfor hun intet havde gjort før, det hele ville have været meget nemmere. Hun vidste jo godt det var forkert, men turde intet gøre. Var det mon pga. truslen om endnu mere bank? Eller hvad var det der fik hende til at holde mund. Det var højst sandsynligt bare alt, hun ville ikke sladre om sin egen far, alle børn elsker trods alt deres forældre uanset hvad. Hun ville bare ønske nogen havde opdaget det noget før, så var hendes liv ikke blevet ødelagt. Var der overhovedet nogen tegn på hvad han havde gang i? Eller … Hun blev ved at stille spørgsmål, spørgsmål som nok aldrig bliver besvaret. Hun ville hjælpe andre børn og unge, som normalt ingen hjælp ville få. Hun ville stoppe dette, ingen skulle opleve hvad hun gik igennem. Det var ikke menneskeligt.

Ordene paraply, skraldespand & bøgetræ SKULLE indgå i stilen.
JEG synes selv den blev lidt dårlig til sidst, blev helt tom for idéer. Så kom med glæde med ris og ros. :D!
- det er okay hvis du synes det er noget lort smiley


Kommentarer på:  Læs min stil.. ?
Kommentér på:
Læs min stil.. ?

x