Minderne fra min ulykke <3

2.967 visninger | Oprettet: 5. feb 2010

Ja, de eneste 11 billeder jeg har fra min ulykke, den der vendte op og ned på mit liv.
Men det er nu rart at tænke på at man har siddet sådan, og nu er næsten på toppen igen.

Den 22/10-03 - en dag jeg aldrig glemmer..
Jeg var ude og ride med en veninde, og vi hyggede os, men da vi skulle hjem med ponyen, var der sat et hegn op som jeg ikke havde set (det var tus mørke), hegnet var ikke sat op da vi red hjemmefra. Jeg kom i galop ned af deres lange allé. Ingen ved hvad der er sket, men vi går ud fra hesten er stoppet, og jeg er fortsat..
Nogle mener hesten er rullet rundt ovenpå mig, nogle mener jeg har faldet med hovedet ind i en sten eller et træ, men en ting er sikkert, jeg slog hovedet rigtig voldsomt ! Hvis ikke jeg havde haft hjelm på, så var jeg død på stedet..
Jeg blev kørt til Hillerød hospital da ambulancen ankom, de kunne ikke hjælpe mig, så jeg blev flyttet til Glostrup Hospital, efter en uge, kunne de heller ikke gøre mere for mig, så blev jeg flyttet til Hvidovre Hospital, og der begyndte det at gå fremad, men meget langsomt ! Jeg lå i koma i ca. 2 uger, jeg blev dødsdømt af lægerne, men min mor kunne ikke tro dem, men begyndte alligevel at planlægge min begravelse :'(
Jeg begyndte at røre på mig, og min mor kontaktede straks en læge, og de sagde så at jeg overlevede, men ville blive en grøntsag i en kørestol ! Hele min familie var knust PÅNÆR min far ! Jeg har været gennem en masse scanninger, både ct og mr + mange flere.
Jeg vågnede så endelig op, men kan hverken tale, spise eller gå, er lam i hele højre side + venstre side af ansigtet.
Jeg var gennem en masse genoptræning på sygehuset, og lå der i alt i 3 måneder, og var klar til at blive udskrevet, og komme videre.
Jeg kom så på en genoptræningsksskole i Virum (Geelskovskolen), hvor jeg var i 1½ år.
MIn mor kæmpede 1 mod alle om at jeg skulle tilbage til min gamle klasse, hvor jeg var sluppet, for det var vigtigst at jeg trives..
Jeg var på prøve i noget tid i den gamle klasse, men alt var ikke som det plejede, min bedste veninde var forsvundet, og alle dem jeg snakkede med, stemplede mig nu, fordi jeg ikke var som de andre. Men så stædig som jeg var ville jeg kæmpe mig gennem 8. og 9. klasse, og det gjorde jeg så, og kom ud med okay karaktere. *Stolt*
Jeg kom på efterskole, og kunne mærke der var en masse jeg ikke havde fået med i livet som en alm. pige ville have haft. Jeg havde ikke prøvet at have nogle venner, jeg var indelukket, og tænkte på hvordan jeg kunne komme væk, men jeg klarede det, og kom også ud med okay karaktere der.

Jeg fik en traumatisk hjerneskade, og har følgene fået postraumatisk epilepsi (efter ulykken).
Jeg har haft selvmordstanker siden jeg var 12 år gammel.
Og ja, er stadig meget påvirket af det psykisk.
Har stadig svært ved at binde mig til folk, for har aldrig før haft venner, hvilket er svært at forstå for de fleste. Men dem jeg har lukket ind til mig ved så også at jeg er guld værd, og jeg absolut kun ønsker de får det bedste.
Pånær en, som så valgte at udnytte mig :(

Jeg kan ikke huske så meget da jeg var indlagt på hospitalet, men nogle ting står tydeligt. Hele mit liv før ulykken er også væk.

Det blev lidt langt, men håber det er okay og at i forstår det jeg har skrevet :)

Der er måske nogle der undre sig over jeg har lagt billeder ind af sådan nogle ting, men ulykken har vendt mit liv fuldstændig på hovedet, og det er efter den jeg lever nu, og prøver at se det som en god ting der er sket.
Men tænker da også på hvordan det ville være gået hvis det ikke var sket, så var jeg sikkert blevet til noget stort, og haft et mere normalt liv, og prøvet nogle flere ting.

En stor tak til min mor og mine brødre som har været der for mig gennem hele procesen, og støttet mig når jeg har haft brug for det.
+ en tak til mit team fra hvidovre Hospital, som har hjulpet mig godt på vej.