{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
762 visninger | Oprettet:

Sådan overvandt jeg 18 års Ocd {{forumTopicSubject}}

Dette er en redegørelse for, hvordan jeg i en alder af midt i tyverne arbejdede mig fri af 18 års Ocd. Teksten bliver også lagt ud andre steder, og det er der nogle grunde til, som jeg fortæller senere.

Gennem en autoritær opdragelse og strenge afstraffelsessystemer var jeg blevet indprentet en ekstrem selvdisciplin og bunker af hæmninger. Det havde bevirket at min underbevidsthed dannede tanker, der fungerede som en modsat rettet reaktion imod følelser og meninger, som jeg skulle undertrykke og kontrollere. Fjernede dem fra bevidstheden simpelthen. Det var et mønster, jeg i ordets egentlige forstand havde fået banket ind i systemet allerede før skolealderen.

De første tvangstanker husker jeg fra omkring 4-årsalderen. Men dengang vidste jeg ikke, hvad det betød – det er skræmmende for et barn at der kommer tanker ind i hovedet, som tilsyneladende ingen forbindelse har med virkeligheden.
Der er altså tale om en reaktion, vi er født med, og det kan ske for alle. Mange mennesker oplever tvangstanker, men medmindre det bliver så alvorligt at det er invaliderende, fortæller de det ikke til nogen. Det gjorde jeg heller ikke dengang.

Da jeg var først i tyverne kom jeg endelig i korrekt behandling, og skulle bl.a. finde ud af at grave fortrængte følelser op. Jeg vidste ikke engang hvad jeg skulle lede efter, for det var jo fortrængt. Jeg vidste ikke hvem jeg var uden Ocd, for det havde jeg aldrig prøvet, mine forældre havde indprentet mig, at hvis de ikke havde kontrol over mig, ville alle mine djævlebesatte egenskaber slippe løs, havde heller ikke lyst til at lære mig selv at kende – men jeg havde lyst til at slippe fri af al den angst, der havde styret hele mit liv.

Før vi startede var jeg til forskellige prøver, bl.a. intelligenstest og fysiske undersøgelser af hjernen, og senere fik jeg at vide, at alle de prøver skulle vise, om jeg havde hvad der skulle til for at få udbytte af en intensiv psykoanalyse. Man skønnede, at det havde jeg – og det havde jeg!
Det var halvanden til to timers samtale en gang om ugen i flere år, og forud havde jeg skrevet et brev om hvad jeg havde tænkt på og foretaget mig siden sidst. Lægen havde læst det igennem og streget det ind, han mente vi burde tale om. Jeg tog kampen op med den overdommer, jeg havde oven i hovedet, og som hele tiden fortalte mig, hvad jeg skulle føle og mene, og at jeg ikke var god nok.
Endnu en metode blev brugt. Jeg fortrængte mine følelser ved hjælp af mine intellektuelle evner (tvangstanker), og dem kunne jeg i nogen grad sætte ud af kraft ved at lave surrealistisk eller abstrakt kunst. Tegne og male, hvad jeg følte, og uden at analysere – det gjorde jeg først bagefter. Jeg havde altid tegnet og malet, og interesserede mig for al slags billedkunst.

En stærk hæmning, som gjorde mig endnu mere magtesløs over for tvangsneuroserne, var skyld. Mennesker, der ikke har prøvet det, kan nok ikke forestille sig, hvor smertefulde skyldskomplekser kan være. Det er ikke angst for straf, det er et selvhad, som fik mig til at angribe mig selv. Ligeledes har jeg prøvet at vågne ved at der stod en mørk skygge for enden af min seng med løftet fork og parat til at slå mig ihjel. Det var fanden selv – men hvad jeg ikke forstod dengang var, at det var mit eget selvhad, der manifesterede sig på den måde. I takt med at jeg vågnede, forsvandt skyggen.

Gennem flere år fandt jeg ned under mine symptomer og fandt de fortrængte følelser, der gemte sig nedenunder. Langsomt men sikkert lærte jeg at acceptere de følelser, jeg var blevet skammet ud for. Lærte at man kan blive træt, vred, stresset, forvirret, have behov o.s.v. og det er der ikke noget galt i, man skal bare lære at administrere det – og det kan man altså kun hvis man erkender sine følelser korrekt!

Om det var hårdt? – Ja, ind imellem, men gennemgående var det befriende at smide den ene snærende lænke efter den anden. Jeg begyndte mere og mere at leve og at glæde mig over livet. Farverne fik meget mere kulør – også i overført betydning. Den depression, der havde været der som en undertone hele mig liv, forsvandt sammen med tvangsneuroser og selvundertrykkelse. Jeg oplevede en stille og ægte livsglæde, jeg aldrig havde oplevet før. Med revalideringshjælp fik jeg en ny uddannelse og var dermed også erhvervsmæssigt på den rette hylde og fik et arbejde, som jeg glædede mig til at stå op til om morgenen.
Da jeg var 25 år var jeg rask og havde gjort mig fri af 18 års Ocd. Jeg var symptomfri i 8 år. Men min familie accepterede ikke at jeg gjorde mig fri af familiens borgerlige normer og min mors religion og tro på straf og tvang. De skyede ingen midler for at få brudt resultaterne ned igen og da de 6 år senere havde fået mig kørt i sænk med retssager og en deraf følgelig meget svær depression lykkedes det for dem at få nyt hospital til at skrive en ny journal efter deres diktat. I løbet af et par år fik de fremkaldt symptomerne igen – og har holdt mig fast i dem i over 40 år nu. Jeg er 71 år, og har de sidste mere end 15 år levet alene og isoleret i min lejlighed uden kontakt med andre mennesker. Stadig prisgivet en journal, der blev skrevet efter min families diktat.

Da jeg var midt i tyverne blev jeg skilt og flyttede fra min hjemby. Jeg meddelte mine forældre at de ikke længere skulle blande sig i mit liv, men det nyttede ikke noget. Jeg flyttede flere gange, og det lykkedes min mor at opspore, hvem jeg havde som læge og som sagsbehandler ved kommunen, og så styrede hun mit liv gennem dem og på den måde. Først da jeg, da jeg var først i trediverne, var kørt helt i sænk igen og blev indstillet til førtidspension, som jeg også fik, var min familie tilfreds. Dermed var det bevist, at jeg var uduelig som menneske, og al den vold, jeg havde været udsat for, var retfærdiggjort. Så afbrød jeg definitivt al kontakt med familien for at prøve at overleve.

På første hospital investerede en psykolog og en psykiater mange timers arbejde i at hjælpe mig gennem den proces at frigøre mig fra familiens kontrol, og fra normer som ikke stemte med mine egne. På andet hospital undersøgte de det slet ikke men godtog en autoritær families ønsker om hvordan jeg skulle vurderes og behandles – incl. min mors religiøse paranoia. Lige indtil jeg endte på førtidspension i en alder af midt i trediverne.
Teksten bliver lagt ud flere steder, fordi psykiatrien stadig i dag, hvor jeg er 71 år, kæmper for at sandheden ikke må komme frem.

Det kom til at koste mig mit erhverv, som var mit livsindhold – senere mistede jeg kontakten med min vennekreds, som var ret stor, og jeg mistede kontakten med min søn og mine børnebørn, som jeg aldrig lærer at kende. De er voksne nu, og jeg har ikke set dem siden før deres skolealder.
De sidste 20 år har jeg gjort meget for at få rejst en klagesag, og har gjort opmærksom på at der findes 2 journaler med vurderinger og behandling, der er modsat af hinanden, men jeg har fået det ene afslag efter det andet.
Det førte til at jeg begyndte at spekulere på, hvorfor i alverden man ikke undersøger noget, når der nu findes en journal over en hel psykoanalyse, og efterhånden blev jeg klar over, at hele psykiatrien er blevet ændret. Der er opbygget nyt diagnosesystem, og målet med behandling er ikke længere, at de psykisk sårbare skal have en rimelig tilværelse, men at de skal være under kontrol og administreres på den nemmeste og billigste måde for samfundet. Der er mennesker også inden for systemet, der har gjort deres bedste for at hjælpe mig, men det kostede dem deres arbejde.
Det er dem, jeg skylder at vise, at det nyttede noget. Ganske vist er jeg nu helt isoleret, men jeg bevarede troen på medmenneskelighed og i de 15 til 20 år jeg har levet isoleret og uden kontakt med andre mennesker har jeg prioriteret forud for alt andet at bevare mig selv som menneske.




Kommentarer på:  Sådan overvandt jeg 18 års Ocd
  • #1   6. nov amen

  • #2   7. nov Alis jeg har altid haft det lidt stramt med lidelseshistorier der alene har til formål at få opmærksomhed.
    Derfor spørger jeg ligeud hvad dit formål er med dette indlæg ?

    I øjeblikket oplever vi en tsunami af lidelseshistorier i både tv og bøger fra Gud og hver mand der synes de har haft det hårdt.
    Derudover belemres vi med alverdens historier om folk der føler sig anderledes af den ene eller anden grund, senest i tv hvor en flok mænd føler sig anderledes fordi de aldrig har været i seng med en pige.
    Hvornår går det op for folk at det er skruen uden ende når man dagligt bombarderer andre med mærkværdigheder og lidelseshistorier.
    Intet under at flere og flere får psykiske problemer når de dagligt bliver præsenteret for den ene unormalitet efter den anden.
    Denne offermentalitetsbølge løber forhåbentlig snart ud i sandet til gavn for os alle


  • #3   7. nov Cody N - Årsagen til at jeg har lavet denne redegørelse er, at der er lovforslag om at børn helt ned til 10-årsalderen skal kunne stilles for en dommer og spærres inde. Det skulle have været til førstebehandling i går, men jeg kunne se på folketingets hjemmeside at det var aflyst.
    Nu håber jeg at det forslag er taget helt af bordet, men man skal nok heller ikke slå sig til ro, for de elementer i samfundet, der tror at alle problemer kan løses med hårdere straf og kontrol giver ikke op. Det ved jeg af erfaring. Det er imidlertid før sket, at vores konservative justitsminister har ladet sig overbevise af saglige argumenter, og jeg håber, det også er tilfældet denne gang. Ingen af de organisationer, der har med børn at gøre, har bedt om også at få stillet den nu foreslåede mulighed til rådighed. Der har været opmærksomhed på, at der har været pisket en stemning op på de sociale medier.

    Min historie er relevant af flere grunde. Jeg voksede op med meget strenge krav om lydighed og hårde afstraffelser. Jeg var lydig, indadvendt og havde topkarakterer i skolen, og det var jo godt?? Ingen interesserede sig for hvordan jeg havde det indvendigt.
    Hvis du ser, hvor meget der skulle til for at jeg fik løst op for alle hæmningerne, tror du så det danske samfund i dag vil betale for en tilsvarende indsats for de børn, der gå i stykker på stupide opdrageres tro på at straf og kontrol hjælper på det hele? Dengang først i 70erne var en sådan behandling som den, jeg fik, gratis, men i dag er psykiatrien privatiseret og det vil koste en formue.

    Det, der er brug for er ordentlige betingelser for børn. Forældre med en indkomst, så der også er råd til julegaver, og nødvendigt personale alle de steder, hvor børn færdes såsom skoler, børnehaver m.m. Børn, der har det godt bliver ikke overdrevent hverken indadvendte eller udadreagerende. De bliver harmoniske … og hvis der så ryger en tallerken ind imellem, så skidt med det. Hellere smadre tallerkener end børns følelsesliv.

    Jeg har brugt hele sommeren på at spekulere på, hvordan man kan gøre noget, der virker, for så længe alle forsøg fuser ud i ordkløveri er der ikke noget, der ændrer sig, så vi får det menneskeværdige samfund tilbage, vi engang havde.


  • #5   8. nov Alis jeg tror ikke nogen vil være tjent med et samfund uden kontrol og konsekvens.
    Forestil dig lige en situation hvor dovne Robert’er og Karina’er var reglen fremfor undtagelsen og hvor folks lidelser blev taget for gode varer uden undersøgelse.
    Det ville uden tvivl betyde enden på velfærdssamfundet.
    Velfærdssamfundet bygger på både tillid og kontrol og alle må yde efter bedste evne hvis vi skal kunne forsørge dem som ikke kan bidrage.
    Jeg hader raske mennesker der tror de kan nyde uden at yde og som eksempel vil jeg gentage min oplevelse på apoteket hvor en højlydt mor (af egen erfaring) instruerer sin voksne datter i hvordan hun skal snøre sin sagsbehandler så hun undgår at blive sendt i jobtræning.
    Hele apoteket kunne følge med i samtalen og var sikkert lige så forarget som mig.
    Både mor og datter virkede usympatiske men absolut ikke syge


  • #7   8. nov Tillykke med det, Alis, jeg er ikke i tvivl om, at det har været en hård kamp, men det betyder så også, at du kan komme videre i dit liv og begrave din fortid. Ville det være en mulighed at deltage i politisk arbejde, så du kunne gøre en forskel, der er en vis tilfredsstillelse i at løse opgaver, det er faktisk god terapi.

  • #9   8. nov Jeg ved ikke hvad økonomi har med børneopdragelse at gøre, Jeg ser hellere den amerikanske model som gav resultater som at det er synd for børn at komme i fængsel, og eftersom det er forældres opdragelse som svigter så putter man dem i fængsel i stedet for.

    En anden god slags opdragelse er bootcamp som går på ansvarlighed, det du gør har effekt på de andre og man straffer kollektivt. Det giver resultater for flere har rettet ind og sagt at der vil de ikke ende igen.

    Hvordan børn ter sig om det er på gaden, skolen, fritidsordninger, børnehave så er det ikke samfundet skyld men udelukkende forældre. En længere leder på avisen.dk viste at forældre i dag ikke gider tage kampen med børnene og er mere som kammerat end som forældre, forældre spørger purken: skal vi ikke gå hjem? overlade den slags afgørelse til et barn er da kolbøtte idioti, Forældre skal bare sige nu går vi hjem - og tramper ungen i jorden og kravler rundt og hyler og skaber sig så lad dog ungen skrige og skabe sig for så finder ungen ud af at det her ikke hjælper noget, og husfreden er reddet og vist hvem der bestemmer.


  • #10   8. nov Cody N # 5

    Konsekvens for hvem? Her er et link til Per Larsens udtalelse til Berlinske https://www.berlingske.dk/opinion/det-er-noget-af-det-mest-vanvittige-jeg-har-vaeret-vidne-til-som-formand
    Desværre kan jeg ikke læse artiklen, da jeg ikke abonnerer på Berlinske, men jeg er enig i overskriften, så er jeg nok også enig i resten.

    Det er børn vi taler om - børn som ikke har noget at skulle have sagt over deres eget liv. Hvis de er udadreagerende og i en grad, som jeg har læst nogle steder, så er der et eller andet galt i deres liv, og mest sandsynligt i hjemmet. Derfor er der brug for at nogle mennesker undersøger hvad der er galt, og så retter op på de egentlige problemer, i stedet for at behandle børn som om det er dem, der ikke er lydige nok.
    At fjerne børnene fra hjemmet og forældrene på den måde kan meget vel gøre problemerne værre.

    Den følelsesmæssige tilknytning børn har til deres forældre er meget vigtig for deres evner til at føle sig som en del af et fællesskab og føle medansvar for andre mennesker.
    Det er ikke et spørgsmål om regler og lydighed, det er et spørgsmål om følelsesmæssig og social udvikling. Om samvittighed.

    Hvis jeg stjæler et større beløb fra nogle mennesker, så er konsekvensen ikke, at der kommer et par betjente og siger "du må vist hellere følge med" konsekvensen er at de mennesker kommer til mangle de penge, og får måske ikke betalt huslejen til tiden. Al den økonomiske kriminalitet vi ser for tiden, drejer sig netop om at folk ikke tænker på hvilke konsekvenser, det de laver, har for andre mennesker. Nogle af dem påstår endog at de ikke har gjort noget ulovligt, og så tror de at det er i orden at opføre sig hensynsløst.

    Straf er en nødløsning når pædagogikken er slået fejl. Man er jo stadig nødt til at få folk til at opføre sig ordentligt.

    En af de negative konsekvenser ved afstraffelser over for børn, er at så tror børnene, det er sådan man skal opføre sig. Forældre, der slår og straffer, er dårlige rollemodeller.
    Som barn troede jeg at mine forældres opførsel var normal - men jeg blev ikke ved med at være et barn. Da jeg endelig fik hjælp til at komme fri af de normer, så viste de sig at sidde godt fast. Jeg var endda i opposition til de småborgerlige normer og fordomme allerede fra puberteten, men havde ikke fået rødderne med.

    Da jeg så holdt fast på at min egen søn skulle opdrages uden vold, så blev jeg endnu mere uvenner med familien. De havde slet ikke fantasi til at forestille sig, at det kunne lade sig gøre.


  • #12   8. nov Jetset # 7

    Nej. jeg kan netop ikke lægge fortiden bag mig. Den behandling, der helbredte mig, foregik under magtkamp på liv og død med min mor, og mere eller mindre også med resten af familien. Da familien fik mig kørt i sænk igen, så jeg blev indlagt igen men et andet sted, så fik min familie kontrol over det hospital. fyldte psykiater og psykolog med en masse løgne om hvor forfærdeligt et menneske, jeg er, og manipulerede dem til at bryde mig ned og holde mig knækket.
    Den slags psykiatriske diagnoser er en livstidsdom. Endogså i mit tilfælde, hvor der findes nogle meget afgørende beviser på at de er forkerte. Der er en psykolog, der ikke vil indrømme, at han har fejlvurderet noget, og han kan ikke komme videre fra sine egne fejltagelser i 1976.


  • #14   8. nov Alis C
    Jeg tror faktisk, at det værste, der kunne ske for dig og dit velbefindende, er, at du bliver rask, eller bliver erklæret rask, og der ikke længere er grund til at fortælle din lidelseshistorie om og om igen.

    Nogle mennesker har det sådan, at når først et af deres problemer bliver løst, så skal de nok sørge for, at der opstår et nyt. De trives kun og bedst med, at vække folks medlidenhed og derefter dræne dem for kræfter til at engagere sig i dig.

    De mennesker, du anklager for dårlig eller forkert behandling af dig, er de ikke enten døde, eller gået på pension? Så hvis du kommer i behandling igen, bliver det med helt andre mennesker.

    "Den slags psykiatriske diagnoser er en livstidsdom." Det er ikke sandt!

    Recovery

    http://www.psykiatrifonden.dk/viden/gode-raad-og-temaer/vejen-til-recovery/recovery-kan-man-komme-sig-af-psykisk-sygdom.aspx


  • #15   9. nov Polysl # 9

    Engang så jeg en udsendelse i TV som sandsynligvis var det, du kalder bootcamp Det drejede sig ikke om ansvarlighed men om lydighed. Det drejede sig om hårdkogte ungdomskriminelle og det var en gang militærdisciplin så det ikke kunne være værre. På et tidspunkt stod en af deltagerne og brækkede sig i en skraldespand og en træner stod ved siden af og sagde "se så at blive færdig, vi kan ikke stå her hele dagen".

    Det var nogle metoder og en tankegang, der vandt frem under Reagan. Hvis f.eks. en person i en bande som havde begået indbrud, og en af dem i kampens hede havde begået mord, så blev hele banden straffet. Der var nogle familier, der blev fuldstændigt ødelagt.
    Jeg så et interview med forældre, hvis søn havde siddet i fængsel i årevis fordi han havde opholdt sig i et rum, hvor en anden person var blevet slået ihjel.

    På Netflix er der i øjeblikket en del serier fra fængsler og interviews med fangerne. Nogle af dem er så afstumpede, så man tager sig til hovedet. Der er vist ikke meget mere at stille op der. Det er den slags mennesker, der kommer ud af at bryde folk ned for at lære dem lydighed.
    Eller også bliver de som mig, der vender smerter og reaktioner indad.

    At sørge for at mennesker udvikler følsomhed og omsorg med andre menneskers følelser og ejendele er en helt anden proces.


  • #16   9. nov Nasty # 14

    Du fik lige leveret et godt eksempel på, hvorfor negative psykiatriske diagnoser er en livstidsdom. Hvis en fejlbehandling (naturligvis) ikke virker, så finder man bare på nye diagnoser for at bortforklare det. Psykologer indrømmer ikke fejl.

    Jeg har meldt mig over i sygesikringsgruppe 2 for at komme fri af dem og opsøgte behandlere i andre kommuner og et andet Amt. Det første de gjorde var at henvende sig til hospital, der fejlvurderede, for at høre hvad de havde aftalt med min familie i 1976.

    Men man fil ikke rekvirere den journal hvor jeg blev grundigt undersøgt og hvor man fandt de rigtige forklaringer på mine symptomer, og hvor behandlingen virkede.


  • #17   9. nov #15 Alis
    Du kommer aldrig videre, så længe du insisterer på at være i offerrollen.
    I øvrigt er din overskrift misvisende!

    Du giver jo ikke de nye behandlere en chance,. De vil da sikkert gerne vide, hvad du mener, der er gået galt førhen.


  • #18   9. nov #12 - så har jeg misforstået din overskrift på tråden, som siger mig, at du skulle være "ovenpå" og kommet videre i dit liv, jeg synes det var en interessant overskrift og derfor har jeg også liket dit indlæg. Men så kan jeg læse i #12, at det er du ikke.

    Jeg tror, Nasty i #17 har ret, den eneste der kan gøre noget for dig, er dig selv.



  • #19   10. nov Årsagen til at jeg har lavet denne redegørelse er, at der er lovforslag om at børn helt ned til 10-årsalderen skal kunne stilles for en dommer og spærres inde. jfv. Alis

    Alis, tag nu og få styr på dig selv først, nyd naturen, oplev ting, se mere positivt på ting, istedet for at rende rundt i dit eget søle!

    Du kan IKKE hjælpe nogen, så længe du ikke kan hjælpe dig selv!

    Du burde fokusere mere på dit eget vel, inden du kaster dig ud sager som du ikke kan se nøgtent på.

    20 år har du brugt på at få ret omkring en journal, lad det være, for det gavner dig ikke mere, eller dit mentale sind.











  • #20   10. nov Alis - lyt til dine meddebattører og lad os se om du ikke kan deltage i andre tråde uden at blande din sygdomshistorie ind i dine svar.
    Hvis du kan det spår jeg dig en lys fremtid og et lysere sind her på baboom fordi du jo både er velformulerende og vidende.
    Held og lykke Alis


  • #21   11. nov Undskyld jeg siger det, men der er altså rigtig meget af det du siger der på ingen måde hænger sammen...

  • #22   11. nov Nasty # 17

    Min overskrift er ikke misvisende! Jeg blev helbredt og symptomfri, blev optaget som revalident og tog en ny uddannelse og havde fuldtidsjob i nogle år. Det burde have vakt opsigt at det kunne lade sig gøre.
    Men det er en både dyr og tidskrævende behandling så det har man ikke lyst til at tro på.

    Behandlerne har fået så mange chancer, at de smadrede hele mig liv. Jeg mistede alt, hvad der er værd at leve for, og jeg skal leve indspærret i en to-værelses lejlighed resten af livet, hvis ikke de fejl bliver rettet.
    Jeg har gjort hvad jeg kunne for at se det i øjnene, og har også planlagt hvad jeg vil bruge tiden til, men det er ikke så nemt at affinde sig med. Desuden er der så mange mennesker, der er psykisk i vanskeligheder, at det er nødvendigt at kæmpe for også generelt at få lavet nogle ændringer.

    Og hold så op med at give patienterne skylden, når psykiatrien svigter så groft som det er sket her. Psykologerne skal lære at tage et ansvar for hvordan de administrerer andre menneskers liv.



  • #23   12. nov Jetset # 18

    Du kan ikke have læst hele mit indledende indlæg, for jeg skriver at jeg fik et nyt udbrud af Ocd p.g.a. fejlbehandling.

    Men da dit mål kun er at spare skattekroner og at behandling skal være så billig som muligt, så tæller din holdning ikke med.


  • #24   12. nov cris7 # 19

    Hvad er det for et nedgørende udtryk? Jeg render ikke rundt i noget søle, jeg har overlevet mere end 15 års isolation, og jeg har travlt hver eneste dag. Hvor mange tror du kunne gøre mig det efter?

    Selvfølgelig kan jeg hjælpe nogen, selvom jeg sidder fast her. Jeg kan hjælpe både mig selv og andre, hvis Jeg kan være med til at folk forstår bedre, hvad psykiske lidelser er. Psykiatrien har hjernevasket folk til at tro, at det er udviklingsforstyrrelser, hvilket er forkert! Langt de fleste psykiske lidelser skyldes belastninger.

    Jeg ser netop nøgternt på en sag som denne om udadreagerende børn. Det er dem, der nu er igang med at sætte ind med tvang over for dem, der ikke forstår, hvad de har med at gøre. Mange børn lever med bunker af smerter, og det kan skyldes mange forskellige ting - sammenbragte familier, der ikke kan løse konflikterne, forældre med misbrug eller psykisk sygdom, familier med økonomiske vanskeligheder o.s.v. o.s.v.

    Det er meget vigtigt at man overlader arbejdet til dem, der kender problemerne i stedet for at piske en engativ stemning op mod de forældre, der måske er ramt af arbejdsløshed og andre store problemer.

    Vi har et samfund fordi den slags familier skal have hjælp. Ikke flere gok i nøden, som kun gør problemerne værre.


  • #25   12. nov Cody N # 20

    Jeg skal ikke lytte til mine meddebattører, når de ikke ved, hvad de snakker op. Jeg har forsøgt at blande mig i debat om alle mulige andre emner, men det bliver altid kørt over på min private situation, og så skal den diskuteres i stedet. Der er masser af fordomme, som de, der vil angribe dem, der er uenige i et emne de kan øse af. Jeg gad vide hvor mange gange jeg har gjort opmærksom på, at det er ikke mig, der er til debat.

    Det bliver det imidlertid her, fordi jeg trækker en parallel til udadreagerende unge menneker, og alle de vanskeligheder, jeg selv måtte slås med som ung. Det fik jeg ikke gjort klart nok fra starten og bl.a. fordi der omgående var en, der var inde og kørte tråden af sporet. Jeg havde planlagt at gøre det tydeligere i næste afsnit. Men jeg skulle også have lukket den tråd, hvor jeg blev stoppet i sommer, så jeg mistede overblikket.

    Når jeg ser sådan noget som dette her

    https://www.ft.dk/samling/20181/lovforslag/l84/index.htm

    så ved jeg hvad det er for en situation og hvad det er for fejl, man er igang med at begå. Jeg ved også hvad det kommer til at koste, hvis man gennemfører det. Jeg håber at de politikere, jeg har set på Nettet, som protesterer kraftigt, de er med i det udvalgsmøde.

    Puberteten er den alder, hvor man danner sin voksenidentitet og finder sin plads i samfundet, og hvis man har bunker af problemer, så skal man ikke møde et fjendtligt samfund. Man skal møde et samfund der både har den nødvendige tålmodighed og den nødvendige fasthed til at få bragt orden i de børn liv, for de er stadig børn. Usikre børn, der endnu ikke har et klart billede af, hvordan samfundet fungerer.

    De pædagoger, der normalt har med de børn at gøre, har ikke bedt om denne ekstra mulighed. Iflg. nogle politikere m.fl. så gør de pædagoger et godt stykke arbejde, som også giver resultater. Hvis man indfører dette, så risikerer man at de resultater bliver slået i stykker igen.

    Man må gøre noget, siger Pape Poulsen - ja, det må man, og det kunne man have gjort for længe siden. Sørget for de nødvendige og veluddannede pædagoger i skoler og børneinstitutioner. I mangel af bedre, så kan man gøre noget nu, og alt muligt andet end at slå de resultater i stykker, der er opnået.

    Foreløbig vil jeg lave mine egne tråde, indtil mine meddebattører lærer at tiltale mig med respekt!


  • #26   12. nov Beklager Thomas, men tingene hænger fint sammen, problemet er at jeg fik lavet en rodet fremstilling. Jeg har prøvet at finde ud af, hvad det er, man ikke forstår, og så at rette op på det.

  • #27   12. nov Okay Alis det er altsammen samfundets skyld, men hvad kan du bruge det til ?
    Du spilder hele dit liv på “hvis og hvis” og ender med at blive en sur gammel kæ..... hvis ikke du snart ændrer kurs.
    Ingen som i absolut ingen synes at samfundet er perfekt og sådan er betingelserne i et demokrati hvor folk har forskellige meninger.
    Lad mig afslutningsvis provokere dig lidt og spørge hvad du selv har bidraget positivt med til fællesskabet (samfundet) ?


  • #28   12. nov
    Du kan ikke have læst hele mit indledende indlæg, for jeg skriver at jeg fik et nyt udbrud af Ocd p.g.a. fejlbehandling. Jr. Alis.

    Jo, jeg har læst hele dit indlæg, ellers kunne jeg vel ikke udtale mig, som jeg gør. Din overskrift siger, at du overvandt 18 års Ocd., og at du fortælle hele vejen til din overvindelse. Jeg kan godt læse indenad.

    Men da dit mål kun er at spare skattekroner og at behandling skal være så billig som muligt, så tæller din holdning ikke med.


    Og så beder jeg dig høfligst om, at du ikke skal fortælle mig, hvad mit mål er, det ved jeg godt selv.


  • #29   12. nov Cody N # 27

    Ja. det er samfundets skyld at man tyranniserer mennesker, der har været udsat for så mange overgreb, at de er gået i stykker på det. Samfundet må lære at påtage sig et ansvar for hvad samfundet gør, i stedet forat lefle for de stærke og sparke til dem, der ligger ned. Det er muligt det giver flere mandater og mere magt, men det er meget dårlig moral.

    Hvad jeg har bidraget med af positivt til samfundet? Det vil jeg ikke begynde at gøre rede for, men hvis det lykkes mig at være med til at ændre den kræmmermentalitet vi er endt op i, så vil jeg have gjort samfundet en meget stor tjeneste.

    Jeg indledte denne tråd med at fortælle noget meget vigtigt fra mit eget liv, og har de senere dage spekuleret på, hvorfor det ikke bliver forstået. Formodentlig fordi den tankegang, at man ikke bare kan udsætte hverken børn eller voksne for ubegrænsede mængder af smerter og kalde det straf. for så går det galt på samme måde som det gjorde for mig. Man udvikler en alt for stærk selvkontrol - så stærk at det bliver en psykisk sygdom. Det samme vil ske for de udadreagerende børn, der nu skal stilles for en dommer og idømmes sanktioner (hvis det ikke lykkes at afværge det) Eller også bliver de endnu mere udadreagerende.
    Det er børn, der ikke har noget at skulle have sagt over deres eget liv og som ikke selv kan løse de problemer, de reagerer på.


  • #30   12. nov Jetset # 28

    Og jeg beder dig høfligst om ikke at fortælle mig, hvordan mine problemer skal løses, for det ved jeg godt selv!
    Lidt uddybende kan jeg sige, at en meget vigtig ting er at man accepterer at der findes mennesker, der får angstanfald i bestemte situationer og tager hensyn til det, så vi kan komme ud og være sammen med andre mennesker.


  • Claus G
    Claus G Hjælpe-administrator
    Tilmeldt:
    jan 2018

    Følger: 2 Følgere: 14 Emner: 4 Svar: 521
    #31   12. nov Og så vil jeg henstille til debattører i denne tråd, til at behandle hinanden med respekt. Deltager man KUN med provokationer og kun for at provokere, så skal man overhovedet ikke deltage. Overvej jeres besvarelse, om den er nødvendig.

  • #32   12. nov Alis, ved du overhovedet hvorfor man fandt det nødvendigt med muligheden for at gøre brug af denne unge-domstol?

  • #33   12. nov HA. #31
    Der findes næsten ikke noget værre end henstillinger uden adresse.
    Nu kan vi alle sidde og spekulere på hvem der er gået over stregen.
    Der er vel ingen der tager skade af en henstilling så hvorfor ikke sætte navn på fremover


  • #34   12. nov cody

    Under mig også hvem der har anmeldt indlægget, for admin sidder ikke og tøffer rundt, hvis de overhovedet er logget på.

    Jeg kan med min gode vilje ikke se hvilken kommentar det er galt med.

    Men vedkommende vil få en personlig hilsen fra admin


  • #35   13. nov #33 - enig, en kollektiv henstilling kan ikke bruges til noget, vi har krav på at få navne på.

  • #36   13. nov Ser ud til at kommentar #13 er slettet....

  • #37   13. nov #31 AM
    Og så vil jeg henstille til debattører i denne tråd, til at behandle hinanden med respekt. Deltager man KUN med provokationer og kun for at provokere, så skal man overhovedet ikke deltage. Overvej jeres besvarelse, om den er nødvendig.

    Vi er flere her som i årevis har følt os provokeret af Alis's tirader, samme historie igen og igen. Vi har forsøgt at være venlige og imødekommende, ligeså forsøgt at ignorere hende. Når hun har deltaget i debatter har hun altid fået den vendt til hvordan hendes situation er med lange indlæg.

    Alis er fuldt bevidst om, at når hun lægger disse lange indlæg, provokerer hun til at de bliver besvaret.

    Alis ligger som hun har redt! Hun må tage det sure med det søde!




  • Claus G
    Claus G Hjælpe-administrator
    Tilmeldt:
    jan 2018

    Følger: 2 Følgere: 14 Emner: 4 Svar: 521
    #38   13. nov cris7 - Du skriver i, jeg må udlede du taler på vegne af dig selv.
    Der har ikke været klager over brugeren Alis igennem længere tid. Så føler du at brugeren provokerer og er direkte ubehagelig og/eller grov over for dig, så er du i din ret til at klage over det konkrete tilfælde, hvis du har lyst. Jeres interne hetz/ballade skal ikke ud på offentligt forum, uanset hvem brugeren er! Har du, eller i, noget levn fra tidligere fora/sider med indbyrdes slåskamp, så skal det ikke tages med her til BaBoom.dk. Alle der respekterer og følger vores regler, er mere end velkommen til at benytte vores forum her. Men mangelfuld respekt for hinanden, og provokerende besvarelser og grov/pervers/nedladende tiltale, det kan vi ikke acceptere her, da det strider mod brugerbetingelserne her for BaBoom.dk.
    Har man et konkret eksempel på ovenstående, er man meget velkommen til at kontakte os via privat besked, i stedet for at begå "selvtægt" på offentligt forum.

    Til alle:
    Henstillingen gælder generelt, hvorfor den udmeldes generelt i en tråd hvor det især forekommer med provokationer, nedladende kommentarer og indirekte tilsvininger - prøv nu at undlade dette fremadrettet!


  • #39   13. nov Forstået. Tak.

Kommentér på:
Sådan overvandt jeg 18 års Ocd