Daniellas verden

I dette opslag undskylder jeg meget, at jeg måske vil komme til at støde mennesker, som arbejder frivilligt i de forskellelige velgørenhedsorganisationer.

I dag tog jeg mine billige læsebriller på og faldt over mange forskellige meninger om Afrika-hjælp, om sult og nød - ja, den rene skære elendighed i verdens små og store kontinenter.

Jeg ved ikke hvordan det hele startede, men i hele denne godhedsindustri sidder der i dag topfolk med en enorm topløn. 

Jeg kunne have købt flere huse eller pelse, smykker m.m. for de lønninger disse godgørende bosser får hver især. Det drejer sig om over en million i løn for at sidde og græde over alverdens tristesser.

Det er glimrende, at nogen vil stå i spidsen for dette fortræffelige stykke velgørenhed, men lur mig, om ikke man sidder og smisker lidt i skægget over alle de frivillige medarbejdere, som kun får et smil i gage?

Tiden skal jo gå med noget fornuftigt, som kan være af kulturel værdi og hjælpsomhed. Alt det skal jo ikke gøres op i penge. 

Min salig mor sagde næsten hver dag, at hjælpsomhed ikke kunne betale sig. Deri tog hun ganske fejl. Når man som en leder af f.eks. Røde Kors kan skovle en kæmpe formue hjem til sig selv, er jeg lidt trist til mode, fordi jeg ikke i tide 

har set skriften på væggen.

I mit næste liv vil jeg være direktør i en organisation, som har ulønnet arbejdskraft under mig, mens jeg selv har råd til at leve som en rig greve.