En verden for sig selv - starten på et helt andet liv. {{forumTopicSubject}}

Ja jeg var faktisk i tvivl om hvor historien skulle sættes ind, men her kommer den (prøv at læs den færdigt)

Ja jeg måtte for ca. 37.år siden lide den tot at måtte starte et nyt liv - et liv hvor jeg af årsager jeg først fik svar på x-antal mange år senere og ja jeg stod en dag sammen med en af mine bedste venner og skulle starte min motorcykel og hvor jeg pludseligt ikke kunne få luft (så måtte gå i knæ) og på den måde kunne jeg så få luft (når man ikke kan få luft) bliver man bange eller jeg gjorde i altifald, så jeg måtte ringe rundt i systemet, der sendte mig direkte ud på den lokale psykiatri og hvor jeg var i 7.uger.

Hvor efter jeg på det nærmeste blev smidt ud, ud til intet sted og bo i (lige noget for en der havde fået ekstrem DØDSANGST) der gjorde at jeg bare var bange for ALT, nu var jeg jo så heldigt at jeg havde rigtigt mange venner i Slagelse + nogle nye jeg havde mødt på den lokale psykiatri og der var 2 der hjalp mig, hjalp mig med at holde jul og nytår, samt køre mig ud for at søge en bolig.

Jeg var jo så så heldigt at få et værelse hos en rigtigt sød kvindelig vært og hvor jeg fik lov til at opsætte en antenne til min CB-radio og ja den CB-radio var på det nærmeste min måde at snakke med verden, for bortset fra at der var en god ven der sov og købte ind for mig + besøg til tider af gode venner, et liv i ANGSTENSTEGN.
Jeg husker hvordan jeg startede med at tælle skridt og der efter talte telefonpæle, så ja må sige at jeg er kommet langt siden den gang for ca. 37.år siden.

Jeg har været 2 gange i Grækenland, haft arbejde, fået 2 dejlige børn + børnebørn, jo jeg syntes jeg har været heldig.
Desværre går livet ikke altid som man ønsker og jeg må sige at jeg nok får jer til at måbe når jeg siger at jeg har følt mig gammel og svag de sidste mange måneder og at jeg for et par nætter siden mødte døden der kiggede på mig midt om natten, Gudskelov gad døden ikke bruge tid på mig med den nat.

Men ja håber at i der læser forstår hvordan livet med angst kan blive til en rimmelig dagligdag - når man får roen der til.

UPS 15.år efter fik jeg skældud af en sekretær for hjernelægerne grundet jeg ikke havde fortalt om de syptomer fra psykiatritiden.